Drømmer du om at få en guldhamster derhjemme? Vi giver dig alt den information du har brug for. Guldhamstere, også kendt som syriske hamstere, er populære kæledyr på grund af deres nuttede udseende og relativt enkle pasningsbehov. De bliver som regel 2-3 år. Her er en pasningsvejledning for at hjælpe dig med at give din guldhamster den bedst mulige pleje:
Læsetid: 10 min.
Indhold
Guldhamsterens bur
Buret: Anskaf et passende bur til din guldhamster. Buret skal være mindst 80x40x35 cm i størrelse (for ét individ), men større er altid bedre, for at give mere plads til din hamster. Undgå et bur af træ, da der er svært at rengøre og svært at holde tørt. Vælg et bur med plastbund og gittertop.
Sovehus og gemmesteder: I buret bør der være et sovehus, og dette skal være af keramik eller træ, så det giver den nødvendige beskyttelse fra lys og lyd. Det kan fx være et trærør, som er lukket i den ene ende (diameter 15 cm).
Bundlag: Brug et bundlag af hampstrøelse eller papirstrøelse for at absorbere urin og afføring. Undgå brug af kattedråber, da de kan være skadelige for hamsteren. Bundlaget skal være naturmateriale, og bør ikke støve, da det kan give luftvejsproblemer.
Temperatur og placering: Sørg for, at buret er godt ventileret og placeret et sted, hvor temperaturen er stabil (ideelt mellem 18-24 grader Celsius). Stil buret et roligt sted i boligen, ikke i gangarealer eller hvor det kan tilgås af andre kæledyr f.eks. katte eller hunde, som kan stresse hamsteren. Buret skal stå i naturligt dagslys (ikke direkte sollys), så den kan følge døgnets naturlige rytme. Guldhamstere er nataktive dyr (i naturen aktive i skumringstimerne, men i fangenskab ofte om natten), derfor bør buret placeres et sted, hvor den kan foretage sine natlige aktiviteter, uden at dens lyde forstyrrer familien og omvendt. Undgå at stille buret i træk, kulde eller direkte sollys – og buret skal altid holdes tørt.
Fodring af guldhamster
Foder: I naturen spiser guldhamsteren grønt, insekter, larver og forskellige plantefrø. Du bør give den specifikt hamsterfoder, som er perfekt sammensat til dens næringsmæssige behov.
Supplement: Guldhamsteren har behov for et dagligt supplement af vasket grøntfoder, som f.eks. skrællede gulerødder, kløvere, hvidkål, frugtblade eller mælkebøtter. Undgå citrusfrugter. Der kan gives proteinholdigt supplement som insekter (græshopper, melorme eller en regnorm), eller en foderblanding til vildtfugle med insekter.
Foderrester (tørfoder undtaget) skal fjernes dagligt, da disse kan fordærves. Bemærk at guldhamsteren kan lide at gemme ”til hårde tider”, så derfor bør du muligvis holde øje med hvor den lægger sit forråd og sørge for at fjerne fordærvelige madrester herfra.
Godbid: Der er også nogle godbidder, du kan give din guldhamster lejlighedsvist fx usaltede nødder, solsikkefrø eller rosiner (gives kun sjældent).
Gnavebehov: Guldhamstere har behov for at gnave, for at opnå deres naturlige tandslid. Derfor bør guldhamstere have adgang til gnavemateriale: du kan købe nogle gnavepinde til formålet, eller tage grene fra usprøjtede frugttræer (undgå stenfrugter, vælg fx grene fra æble eller pæretræer), grankogler eller rødder (desinficér materialer med kogende vand, før de gives).
Vand: Sørg for, at din guldhamster altid har adgang til rent, frisk vand. Brug en flaske med en drikketud for at forhindre snavs og spåner i at komme i vandet.
Aktivitet og underholdning
Legetøj: Giv din guldhamster legetøj som et løbehjul (fast, uden tremmer, med diameter på min. 25 cm), rør, broer og tunneller til at udforske og lege med. Skift legetøjet ud jævnligt, så der er noget forskelligt at lege med.
Redebyggeri: Ligesom andre gnavere, er det en del af guldhamsterens naturlig adfærd at bygge rede, derfor bør den have redematerialer i form af papirsstrimler, paptoiletpapirsruller eller papkøkkenruller. Undgå skarpe genstande eller ting som guldhamsteren kan vikle sig ind i. Undgå hø, som kan være for stift og dermed prikke hul på guldhamsterens kindposer.
Grave: Guldhamstere graver naturligt i naturen, så det er vigtigt at der er bundlag og materialer i buret, som den grave i og gemme sig under.
Træn din guldhamster: Guldhamsteren kan med lidt træning blive meget tam, hvis den ikke føler sig truet og den har fået lov at vænne sig til dig. Lad den selv kravle op i din hånd (formet som en skål) eller tag den nænsomt op i hånd, uden at holde stramt om den. Du kan også træne den til at kravle op i din hånd, med små godbidder, hvilket kan være stimulerende for den. Vær opmærksom på dyrets signaler, en guldhamster som føler sig utryg kan finde på at bide. Den type tillid kræver tålmodighed og træning for begge parter, så gå langsomt frem.

Nataktive dyr: Husk at guldhamsteren er nataktiv, derfor bør du undgå at vække den. Dens aktiviteter kan larme lidt om natten, derfor bør dens bur placeres hvor dette ikke generer.
Hygiejne
Rengøring af bur: Rengør buret regelmæssigt. Fjern afføring og urin dagligt og skift bundlaget mindst en gang om ugen. Fjern dagligt urin og afføring. Fjern dagligt letfordærvelige foderrester.
Sandbad: Guldhamstere er kendt for at tage sandbade for at holde sig rene. Du kan give din guldhamster et fad med Chinchillasand til dette formål – du bør ikke bade din guldhamster i vand.
Sundhed for guldhamster
Luftvejsinfektioner: Mange gnavere udvikler luftvejsinfektioner, hvis de udsættes for træk eller de har det for koldt. Nys og besværet vejrtrækning er symptomer på luftvejsinfektion, og i det tilfælde bør du kontakte en dyrlæge og flytte buret væk fra kulden. Undgå også støvende materialer i buret (fx spåner), som kan genere guldhamsteren luftveje.
Diarré: Hvis en guldhamster får diarré kan det skyldes et for hurtigt foderskift eller at den får for meget grønt i kosten. I det tilfælde bør du kun fodre med basisfoder i nogle dage. Oplever du voldsom diarré kan det dog være sygdommen ”Wet tail”, som gør at den mister appetitten og er træt. Hvis du har mistanke om dette skal du straks kontakte dyrlæge, da den kan dø indenfor få dage.
Socialisering
Holdes alene: Guldhamstere er normalt solitære dyr og bør holdes enkeltvis for at undgå kampe og aggression. Hvis du ønsker at have flere hamstere, skal de holdes i separate bure.
Tålmodighed og omsorg
Tillid og tålmodighed: Giv din guldhamster tid til at vænne sig til dig og bygge tillid. Tålmodighed og kærlighed er nøglen til at opbygge et godt forhold til dit kæledyr.
Guldhamster til børn anbefales ikke: Guldhamsteren af mange for at være et velegnet kæledyr til familier med børn, fordi den er forholdsvis nem at gøre tam. Den egner sig dog dårligt til mindre børn, fordi guldhamsteren sover meget om dagen og derfor ikke er så ”spændende”. Derudover kan den finde på at forsvare sig ved at bide, hvis den følger sig truet.