Spørgsmål:
Jeg har en Schæferhund-han på 6 år, som egentlig er min fars, men jeg går altid turene med ham og hunhunden. Hanhunden hedder Ben og hunhunden Cindy. Ben har et problem, han jager sin egen hale hele tiden, og vil ikke stoppe. Jeg har prøvet alt, syntes jeg, men han bliver alligevel ved. Når vi har været ude og kommer ind igen, så jager han sin hale som en vanvittig og gør ad den, og han vil ikke lægge sig.
Det er vældigt irriterende, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at hjælpe ham. Jeg vil bliver overlykkelig, hvis I kan hjælpe mig.
Svar:
Når en hund begynder at jage sin egen hale, kan det i høj grad tyde på, at den har en ophobning af indre stress, som den ikke ved, hvordan den skal få ud på anden vis end ved denne uhensigtsmæssige adfærd.
Årsagen til stressen kan være mange - bl.a. fysiske påvirkninger, kedsomhed, ejerens anvendte metoder for træning og opdragelse, samt frygt og angst. Oftest findes svaret dog i hhv. manglende fysisk stimulering og manglende mental stimulering. Sidstnævnte er en meget meget vigtig faktor og har bl.a. med opgaver at gøre, som udfordrer hundens intelligens og sikrer, at den får brugt flere dele af sin hjerne og ikke kun centeret for duftindtryk. Mentale opgaver som søgeøvelser, sporarbejde, problemløsningsopgaver og træning - gerne via klicktræning er alt sammen med til at sikre, at hunden bliver fodret nok mentalt og derved får et forøget selvværd og bliver meget træt.
Schæferhunden er en af de mest arbejds- og lydighedsintelligente hunde, vi har, som samtidig har en høj indlærings-og problemløsningsevne. Derfor er det vigtigt, at den bliver stimuleret rigeligt indenfor disse områder også.
Jeg vil umiddelbart anbefale jer at sikre, at Ben får nok motion - gerne 1 1/2 times gåtur, løb og leg om dagen og så ydermere 40-60 min. mental stimulering oveni, som naturligvis skal ske ved hjælp af positive indlærings principper.
Når alt dette så er anbefalet, vil jeg bestemt også opfordre jer til at få tjekket Ben ved dyrelægen således, at en evt. fysisk påvirkning i form af smerte eller irritation kan udelukkes.