Fornuftigt hvalpevalg:
Små våde snuder, store nysgerrige øjne og en haler, der logre alt hvad de kan. Det er ofte det billede man ser, når man tager ud og ser på hvalpe.
Men hvad er det så vi kigger efter? Hvilken af disse små engle, passer præcis ind i vores familie og hverdag?
Før du når dertil, hvor du besøger en opdrætter, har du sikkert gjort dig nogle tanker om, hvad det er for en race, der passer ind i dine rammer. Hav ikke travlt! Giv dig al den tid det kræver, at finde den helt rigtige hund. En hvalp bør ikke købes på impuls, men være en nøje overvejet anskaffelse. Den lever i mange, mange år, så det er vigtigt, at i kan holde ud at være sammen.
Du må stille dig selv nogle spørgsmål mht. racevalg:
Er det en familiehund eller en, du vil bruge til jagt (de 2 ting kan i øvrigt sagtens kombineres)?
• Skal den være stor eller lille?
• Er det en aktiv hund, med stort behov for motion og aktivering, som en australsk kelpie eller er det en old english med et omfattende behov for pelspleje?
• Er det en selvstændig hund som en beagle eller er det en labrador, der er nem at træne?
• Er der små børn i familien?
• Bor du i en lejlighed i byen eller hus på landet med have?
Når du har fundet den race, der passer til dig, skal du finde en opdrætter af racen. Det kan være noget af en jungle, da der findes racer, der er velrepræsenteret blandt opdrættere. Hvad gør man så?
Gå på nettet og find hjemmesider – her kan man allerede fornemme stemningen. Lad som udgangspunkt være med vælge kenneler i Jylland fra, hvis du bor på Sjælland. Det kan være præcis den kennel, der har præcis din hvalp.
Når du har fundet dem, der tiltaler dig, så kontakte de forskellige opdrættere enten via mail eller pr. tlf.
Mange seriøse opdrættere vælger allerede til og fra i denne proces; Skriver man, at man søger en bordercollie tæve i farven blue merle, er det muligt, at man ikke engang for svar retur!Mange opdrættere betragter det som en useriøs henvendelse, når der bliver prioriteret på farve i stedet for sind.
Mange opdrættere vælger faktisk hvalpen for dig, da han/hun har kendt hvalpene i 8 uger og ved, hvilket temprament, der passer til hvem. Det er der måske mange, der kan blive skræmt af, men her skal man stole på sin opdrætter. Han/hun kender racen rigtig godt og har gode og dyrbare erfaringer med hvalpekøb- og salg.
Hvis ikke opdrætter vælger for dig, men du selv skal finde din fremtidige bedste ven blandt alle hvalpene, hvad gør du så?
Når man sidder på gulvet omgivet af 7 lækre pelsklumper, der ikke har styr på hverken ben eller bagdel, så kan det være meget, meget svært at vælge og vælge fra.
Her kommer lidt gode råd til denne svære del af processen:
1) Observer hvalpene og se, hvordan de leger, opdager og kontakter nye mennesker. Hvordan reagerer de på deres omgivelser? Lyde, ting, der støjer etc.
2) Observer dem så enkeltvis. Kommer hvalpen glad og buldrene som den første? Er den utryg ved dig eller er den tilbageholden, men nysgerrig? Alle hvalpetyper kan være perfekte i de helt rigtige hænder.
3) Tag en snak med kennelmor/far. De ved alt om deres race og er de bedste til at rådgive om netop deres hvalpe.
At anskaffe sig en hvalp, er en stor ting. Derfor bør man bruge både tid og energi på at finde en hund, man bliver glad for.
Personligt brugte jeg 1½ år på at finde Cooma og lad mig, så kort som muligt, fortælle om min proces.
Beslutningen:
Tanken opstod allerede i 2007, da jeg underviste på LOF. Her blev jeg betaget af de små hvalpe, der bare så gerne ville lære en masse. Jeg havde trænet aktivt med Javies i længere tid, men har aldrig haft muligheden for at præge ham fra lille. Jeg ønskede mig en træningshund, med mod på alt hvad jeg synes var sjovt at arbejde med og som var klikkertrænet fra dag 1.
Jeg udvalgte 4 racer, som kunne passe ind i mine træningsinteresser: Border collie, australsk cattledog, australsk shepherd og australsk kelpie, alle hyrde-racer. Hyrderacerne passer fint til mig, da jeg ville have en arbejdsom hund, der var klog og villig til at samarbejde.
Jeg kontaktede forskellige kenneler og valgte 2 racer fra, så røg den 3. og jeg stod tilbage med australsk kelpie. Kelpien var den, der passede absolut bedst på min beskrivelse af en samarbejdspartner og valgte den kennel, jeg ønskede at få min hund fra. Det endelige kennelvalg tog jeg primo 2009.
Den 3. juli 2010 kom 7 små, brune kelpie-børn til verden på Kennel Skovfarmens i Randers. Det var en meget lykkelig dag - jeg havde jo ventet meget, meget længe.
Jeg besøgte hvalpene 2 gange, før jeg kunne hente min guldklump.
Allerede inden jeg besøgte dem, havde jeg gjort mig helt klart hvad jeg ønskede. Jeg ville have en tæve og dem var der 3 af. Så var det bare, at finde hende, der skulle bo hos mig.
Min kennelmor fortalte, at hun normalt valgte hvalp til folk. Vi aftalte dog, at vi valgte i samarbejde. De 3 smukke piger, der havde 3 forskellige sind. En var meget fremadbrusende og tævede alle drengene. De 2 andre holdt sig lidt mere i baggrunden, dog uden at falde helt ud af billedet. De var en af disse to jeg var interesseret i.
Hunden, der vælger dig eller....
Hvorfor vælger en hundetræner en hund, der holder sig tilbage i stedet for at tage bulderbassen, der tydeligvis har mod på livet?
Jeg tror, at jeg deler mit synspunkt med rigtig mange andre fagfolk, når jeg siger, at statementet "det skal være hunden, der vælger mig og ikke omvendt" er stærkt uheldigt og misforstået. Lad mig forklare hvorfor:
Det er nemlig ikke alle, der kan vælge hund ud fra en objektiv vinkel. Hundehvalpe er fantastisk lækre og man har lyst til at tage hele kuldet med hjem, men det kan man jo ikke. "Jamen, den bed i mit snørebånd" og "den var den første, der kom hen til mig" er bare ikke en god nok grund at basere en hunds fremtid på.
Jeg har trænet hunde siden 2004 og jeg vil ikke have bulderbassen. Bulderbassen kommer først, fordi den er frygtløs, nysgerrig og har en masse mod og ikke alle kan håndterer sådan en hund! Den har en stærk vilje og er meget selvstændig, og det er en udfordring at arbejde med. Nogle mennesker er gearet til disse hunde og lad dem få dem, de er de bedste til at arbejde med dem.
Jeg valgte observatøren. Den mindste i kuldet, der lige tog bestik af situationen før hun gjorde noget. Hun var ikke bange, men blev hun lidt usikker, søgte hun hen, hvor hun var tryg, nemlig hos sine søskende. Den anden hvalp, af de to jeg kiggede på, blev enormt skræmt af en mejetærsker. Jeg vil uddanne min hund til redningsarbejde, så den må ikke så nemt lade sig skræmme. Derfor faldt mit valg på den lille fis med det lyserøde halsbånd.
Den dag i dag, vil min kennelmor HELT sikkert påstå, at jeg faldt pladask for Cooma første gang jeg så hende - det gjorde jeg også. Hun var så lille, 4 uger gammel og faldt i søvn på min arm, med hovedet i min armhule. Selvom jeg var vildt forelsket i præcis hende, valgte jeg først endeligt, da jeg besøgte hende 2 uger senere. Her var hvalpene 6 uger gamle, havde mere personlighed og viste mere af sig selv. Selvom jeg var virkelig solgt på første besøg, vidste jeg, at mit valg var alt afgørende og jeg var nødt til at vælge objektivt. Det var på andet besøg, hendes søster, som valget stod mellem, blev bange for mejetærskeren og jeg besluttede mig for at vælge Cooma. Men hun blev ikke valgt fordi hun faldt i søvn på arm, men fordi hun passede bedst til mit liv.