Hvad enten I er førstegangshundeejere, eller I har haft hund før, så vil I sikkert føle jer usikre på et eller andet tidspunkt. Det at få en hvalp er en stor ting, næsten som at få et barn i huset, og rigtig mange har en masse spørgsmål omkring det at have hund. Her forsøger vi at ridse nogle af de overvejelser op, som man bør gøre sig før man anskaffer sig et lille nyt familiemedlem.
1. Vil jeg gerne stadig have hunden om et år og om 5-10 år?
Når du gør dig overvejelser om at købe en hundehvalp, skal man huske at det er en beslutning, der har betydning for ens liv i mange år. En hund skal være din følgesvend mange år frem. Den skal følge med dig gennem livet og du skal være sikker på at du kan tage dig af den ikke bare et eller to år frem. Hunde bliver som regel 8-15 år, afhængigt af racen.
2. Har jeg råd til at have hund?
Det er ikke kun anskaffelsen, der koster. Det koster også at have hund på længere sigt. Dyrlægeregninger, foder, godbidder, udstyr, legetøj, hundeforsikringer, hundepasning under ferie, pelspleje og hundetræning. Det koster alt sammen.
I gennemsnit koster det 97.000 kr. (tal fra 2020) at have en hund (estimeret gennemsnit) - det kan både være dyrere og billigere, afhængigt af mange ting. Du skal forvente at bruge ca. 400-800 kr. om måneden på din hund.
3. Har jeg tid til at have en hund?
Hvor meget tid vil jeg bruge på min hund? og hvor meget skal den være alene hjemme? Har du lange arbejdsdage på kontoret, der vil gøre at din hund skal være alene hjemme i 8-10 timer, er det værd at overveje igen om du skal have hund. Eller har du familie, nabo eller andre som gerne vil være en del af hundens liv, for at det kan fungere for alle.
Generelt kan det ikke anbefales at man baserer sine rutiner med sin hund på at andre skal hjælpe (altså en nabo eller lign.), fordi forholdene kan ændre sig og man bør helst sikre sig at man altid vil kunne tage sig af sin hund selv.
Overvej om du er villig til at lave ting om i din tilværelse for at tilgodese hundens behov, fx arbejde mindre, have hjemmearbejdsdage eller have den med ud til venner, familie, eller med på ferie osv.
4. Hvor bor du og kan du have hund der hvor du bor?
Bor du i lejlighed eller hus? Er der lejebolig eller ejerbolig og hvad har det af betydning for om du må have en hund i husstanden? Der kan være regler i ejendommen og være regler skrevet ind i lejekontrakten om du må have hund i dit lejemål.
Derudover er det vigtigt at forholde sig til om du har mulighed for at lufte hunden nok hvis du f.eks. ikke har en have. At have hund i lejlighed kan sagtens fungere, men kræver min. 3 gåture om dagen, så din hund kan få luft, motion og komme ud og besørge.
5. Hvilken type hund vil du gerne have?
Skal det være en familiehund? Jagthund? Eller en lille hund, du kan have med i en taske? Der findes 400-450 hunderacer og de har forskellige kendetegn og temperamenter.
Du bør først og fremmest tænke over hvad du gerne vil med en hund og tage udgangspunkt i det. Om du gerne vil bruge den til jagt, eller have en familiehund, der passer perfekt til hygge med børnene. Når du har gjort dig klart, hvad du mener passer til dine eller din families behov og hverdag, kan du sætte dig ind i nogle forskellige hunderacer, hvad de kræver og hvordan deres temperament er.
Nogle hunde kræver meget pelspleje og andre hunde kræver en høj grad af social stimuli. Alle hunderacer er skønne, du skal bare finde en der kan blive en del af din hverdag på en optimal måde, og her er research dit bedste redskab til at tage en beslutning.
6. Skal det være en hanhund eller en tæve?
Tænk over om du vil have en hanhund eller en tæve. Tæver kommer i løbetid to gange om året, hvilket man selvfølgelig skal være indstillet på. Her kan hun være mere følsom og tryghedssøgende og har behov for at være tæt på dig. Hanhunde kan ligeledes være meget opmærksomme på tævernes løbetid og kan blive stressede, når de kan lugte dem. Det kan distrahere dem fx i træning og alm. leg, og her må man også være indstillet på, at hjælpe sin hanhund, så hans stress bliver så begrænset, som muligt.
7. Hvor vil du købe hunden?
Når du vil købe en hundehvalp eller en voksen hund kan du få den forskellige steder fra. Herunder er beskrevet nogle af mulighederne, så du kan danne dig et overblik.
Internat
Hunde fra internater er som oftest ikke hvalpe, men hunde der har lidt alder eller i nogle tilfælde unghunde. Her er det meget vigtigt at du rådfører dig med internatet omkring hunden og kan få spurgt ind til den, så du kan danne dig et overblik over om den passer til dig og din familie. Husk at hunden kommer fra en anden familie og derfor har skiftet hjem og nu skal over til dig og bo. Dyrenes Beskyttelse har et overblik over hunde, der er klar til at blive adopteret fra de danske internater på deres hjemmeside. Det kan anbefales at tage ud og besøge nogle internater og møde hundene, så finder du måske en hund, som passer perfekt til din familie.
Som et nyt tiltag, er det nu også muligt at få en digital fremvisning af internatdyr på Dyrenes Beskyttelses internater, i udvalgte Maxi Zoo butikker. Her står personalet klar til at fremvise dyrene digitalt og snakke med dig om dine overvejelser og bekymringer.

Kennel
En kennel kan variere meget i størrelse og antallet af kuld om året. Du kan i mange tilfælde få en hund, der har en stambog (stambogført i Dansk Kennel Klub), hvilket kan give dig en idé om hunden baggrund og stamtræ, men det er ikke en garanti for at hunden er 100% rask og velfungerende. Den garanti kan man aldrig få.
Det kan være en god idé at besøge flere opdrættere og kenneler, for at se hvalpene og danne sig et indtryk af stedet, så man ved hvad hvalpen kommer fra når man overtager den.
Privat
Privatpersoner får også hvalpe med deres tæver og sælger dem bl.a. på DBA.dk og andre fora. Her kan det være sværere at få stambog og viden om sygdomshistorik i familien osv. Der er ikke noget galt med at købe en hvalp af en privatperson, men det anbefales at man besøger stedet og danner sig et overblik over hvad det er for et sted. Om hvalpene har det godt, om de får deres vaccinationer og dyrlægetjek osv. Er ejeren sød ved hvalpene? Har de rent vand, en soveplads, kan de komme ud og bevæge sig og få luft? Ved at besøge stedet og lave lidt research på forhånd kan du undgå at støtte såkaldt ‘Hvalpefabrikker’ eller folk som kun får hvalpe, med profit til formål og ikke passer godt på dyrene.
Andre anbefalinger før du køber en hund
Sidst men ikke mindst anbefaler vi at du orienterer dig i hundeloven før du anskaffer dig en hvalp. Det kan være godt, til at at forstå det ansvar der følger med, når man anskaffer sig en hund.
Vi håber du blev klogere på hvad du skal tænke over før du anskaffer dig en hundehvalp eller hund. Husk at vores eksperter sidder klar til at live chatte med vores kunder hver torsdag kl. 20.30 på vores facebookside, hvor du kan stille spørgsmål.
Rigtig god fornøjelse med dit nye familiemedlem, hvis du vælger at få en hund!