Spørgsmål:
Jeg har en lille hund, som er en Cavalier King Charles tæve. Hun er snart 3 år, og jeg købte hende af nogen som havde købt hende fra hvalp, men de havde ikke tid og overskud til hende, så da hun var ca 5 måneder, blev jeg den heldige ejer af hende. Men mit spørgsmål er om hun evt. kunne have været behandlet dårligt?
For jeg fornemmer, at det er noget som sidder meget dybt i hende. Blandt andet når hun skal ud og gå og vi skal over en bro, åbne pladser eller p-pladser, så går hun helt i baglås og viger nærmest udenom og eller kryber sig forbi, der er jeg begyndt at træne hende med godbidder og rigtig meget ros og håber meget det med tiden bliver bedre, og at hun bliver mindre bange. Mine forældre har selv to hunde af samme race og dem er hun glade for, hun er også glad for mine forældre, men når de vil kæle for hende, så kryber hun hen til dem og dukker sig - som om der er nogen der har slået hende og hun er rigtig bange for fremmede der vil kæle for hende, dem prøver hun at gemme sig for.
Tror du, at der er nogen som har gjort hende fortræd? Og hvordan får jeg hende vist, at der ikke er noget at være bange for? Hun gør også meget når hun er her hjemme som om hun skal være på vagt og beskytte - er der noget jeg kan gøre for, at hun stopper med det, eller så det i hvert fald bliver mindre? Mine børn og jeg er virkelig meget glade for hende og vil hende kun det allerbedste.
Svar:
Det er meget muligt, at din hund ikke er blevet behandlet ordentligt i sit tidligere hjem, men umiddelbart kan vi jo ikke vide det og muligvis heller aldrig finde 100% ud af det. Noget kunne dog i stor grad tyde på, at hunden ikke er blevet præget godt nok på mennekser - dvs. man har i hundens tidlige hvalpestadier ikke været god nok til at tilvænne den forskellige faktorer som bl.a. håndtering fra mennsker og menneskehænder, nye miljøer og nye ting. Den lider jo tydeligvis af agorafobi (angst for åbne pladser) og udviser i det hele taget frygt og usikkerhed i nye miljøer.
Kan vi gøre noget ved det?? Ja og så alligevel lidt nej! Hvis der er tale om mangelfuld prægning allerede fra de tidligere hvalpestadier og hele den primære prægning igennem, så kan vi kun lappe på såret, men ikke helbrede det helt. Det vil sige, at specifikke stimuli i miljøet - altså en ydre påvirkning, fortsat vil kunne udløse en respons hos din hund resten af livet, hvis du er uheldig og lige netop rammer en af dem. Du vil dog hurtigt kunne få hende roligt igennem hvis du først har arbejdet med hende, men du vil som udgangspunkt klart kunne se responsen.
Er adfærden derimod noget som først er stødt til hende senere i hendes liv, kan vi godt helbrede såret helt med selvværdstræning, systematisk tilvænning af åbne pladser, samt systematisk ombetingning af mennesker og menneskehænder. Heldigvis er Cavalieren jo kendt for at være modtagelig for læring og samarbejdsvillig, så på den konto har du masser af gode odds. Endvidere er der en overordnet generel rød tråd i hele problematikken, nemlig usikkerhed, hvilket bestemt gør det lettere at arbejde med sagen. Problemet er ikke uløselig, men det er en nød at knække, som kan tage tid og dermed også tålmodighed og engagement!