Klikkertræning
Af Malene Jonasson
Pavlov hvem??
Klikkertræning må efterhånden betragtes som en af de mest populære måder at træne hund på, og heldigvis for det! Om man bruger en klikker eller et andet markørsignal (ja, fint, dygtig) er for den sags skyld lige meget, da fremgangsmetoden er den samme.
Klikkermetoden eller træning med operant indlæring, er egentlig en ældre overbevisning. Den bygger på et af Pavlovs forsøg (Ivan Petrovitj Pavlov, russisk videnskabsmand, 1900 tallet). En af hans teorier gik ud på, at vi, ganske af os selv, reagerer på udefrakommende stimuli. Altså, at vi har nogle autonome (selvstyrede) responser, der reagerer når vi præsenteres for bestemte påvirkninger.
• Eks: Når man slår på knæet med en hammer, reagerer vores nervesystem ved, at knæet giver et spjæt. Hammeren er den udefrakommende stimulus og spjættet er vores respons på slaget.
Han lavede et forsøg med fodring af hunde. Han fodrede sin hund, som normalt, men ringede med en lille klokke hver gang maden blev serveret. På den måde lærte hunden at forbinde klokkens lyd med maden, og hunden begynder at savle bare ved lyden af klokken, uden at maden kunne ses eller lugtes.
Når vi træner hunden med en klikker, skal vi ”oversætte” klokkelyden til klikket. Når hunden hører lyden af klikkeren, ved den, at der er en godbid i farvandet. På samme måde som Pavlov lærte sin hund, at lyden af klokken betød mad, lærer vi vores, at klik betyder godbid.
1. Find en klikker og nogle godbidder din hund er vild med. Små, bløde bidder, den ikke skal bruge lang tid på at tygge.
2. Sæt dig ned et sted i huset, hvor I har fred og ro.
3. Så klikker du og giver en godbid umiddelbart efter. Gentag dette en masse gange i træk, uden at forlange noget af din hund. Hvis den bevæger sig, eks. sætter sig, lægger sig eller står af sig selv, er det kun fint. Så lærer den også, at den ikke kun får godbid for at f.eks. sidde.
4. Du skal ikke give kommandoer eller tale til hunden på dette tidspunkt af indlæringen. Ord er blah-blah i hovedet på hunden, der er i gang med at lærer noget nyt. Nøjes f.eks med at sige ”dygtig”, selvom din klikker faktisk gør det for dig.
Således betinger (indlærer) vi klikkeren hos hunden. Klikkeren kan sammenlignes lidt med et kamera. Når vi har det billede, vi ønsker, trykker vi på udløseren. Hvis man skal give selve klikket en sætning, vil det være: Det, du gjorde præcis nu, vil jeg gerne have mere af.
Kort fortalt, så klikker vi når hunden udviser ønsket adfærd og vi tilbageholder vores klik ved uønsket adfærd. Men dette er kun kort fortalt…..
Nu har vi lært vores hund, at klikket betyder, at der fluks kommer en godbid. Når hunden har forstået at kæde de to ting sammen, kan vi begynde at arbejde med de enkelte øvelser. Ligegyldig hvilken øvelse, vi ønsker at påbegynde, er det væsentligt, at vi gør os følgende ting helt klart:
1. Hvad er det vi ønsker at lære vores hund?
2. Hvad vil vi klikke for/ikke klikke for?
3. Hvordan ser den færdige øvelse ud?
Svarene på disse punkter kunne se ud som følger (Coomas dæk):
1. Jeg ønsker at lærer min hund ”dæk”.
2. Jeg vil klikke for, at hunden følger mit håndsignal og lægger sig. Jeg vil ikke klikke for at min hund sætter sig eller gør ad mig.
3. Min færdige øvelse er en ”løvedæk”. Hunden ligger lige med forpoterne strakt og bagbenene oppe under sig.
Ovenstående eksempel er fra min egen træning og absolut ikke en øvelse man laver med en hund, der ikke kender klikkeren ret godt. Men det er et godt eksempel på planlægningen af de øvelser man træner. De fleste øvelser består af delmål (læs også ”delmål, den lette vej til korrekt indlæring”) og dem skal man tage højde for i sin planlægning.
Klikkertræning har fået tilnavnet ”den straffrie træningsform”. Dette tilnavn har den sandsynligvis fået fordi, at vi i klikkertræning ikke dyrker straffen som en måde at opdrage på. I stedet for at straffe vores hunde for at gøre noget forkert, lærer vi dem at gøre det rigtige. En hund, der er trænet med brug af f.eks. fysisk afstraffelse (det foregår desværre stadig på visse træningspladser!) adlyder som regel kommandoen af frygt for straffen mere end af lyst til samarbejde.
Alle mine hunde er trænet med klikker, men jeg kan alligevel ikke lide tilnavnet ”den straffrie træningsform”. I mine ører lyder det nemlig som en form, der tillader alt og ikke kontrollerer træningen. Ordet straf, ringer i manges ører som noget negativt og det forstår jeg godt. Straf er et negativt ladet ord, ligegyldig hvilken forbindelse vi anvender det i. Bruger vi derimod ordet konsekvens, så er det en anden snak. Her skal man bare gøre sig klart, at ordet konsekvens egentlig bare betyder ”logisk følge af noget forudgående”. D.v.s at straf er konsekvensen af uønsket adfærd. Klik og godbid er konsekvensen af ønsket adfærd.
Vi kan altså ikke træne vores hunde helt uden brugen af straf – i klikkertræning er straffen bare hverken råben, fysisk afstraffelse eller kraftige ryk i linen. Vi tilbageholder vores klik og belønning, altså vores anerkendelse af hundens forsøg. Hunde arbejder for sig selv og ikke for os. Derfor lærer den hurtigt, at uønsket adfærd ikke giver godbid og på den måde kan man langsomt spore hunden i den rigtige retning.
Da jeg i sin tid startede med at klikke, var det en enorm øjenåbner for mig, at min hund var ivrig og virkelig ”på” i træningen. Jeg er opdraget med den gammeldags måde at træne hunde på, så det var virkelig revolutionerende i min verden.
I dag kunne jeg ikke forestille mig, at træne mine hunde ud fra andre grundprincipper. Jeg har kvikke, glade og samarbejdsvillige hunde og det kan jeg takke klikkertræningen for.
Rigtigt god fornøjelse.