Vi oplever lige nu falske SMS'er, mails og kampagner. Læs mere.

Agility trin for trin, del 6 – Forberedelse, Hvor skal vi hen?

Af Maxi Zoo Danmark

Agility trin for trin, del 6 – Forberedelse, Hvor skal vi hen?

Forberedelse er nøglen til et hurtigt gennemløb. 

Hvis man vil have hunden til at tage fx 3 spring i den rigtige rækkefølge, er det vigtigt, at hunden ved, hvor den skal hen før den tager en forhindring. Når den ved, hvor den skal hen, kan hunden koncentrere sig om at sætte rigtigt af før springet og så ved den, hvordan den skal lande, for at tage næste forhindring optimalt. 

Derfor er man nødt til at tænke over, hvordan man selv placerer sig for at kunne vise hunden, hvor man vil hen. 

Der er ingen, der siger, at agility skal være nemt. Men for at Panik (på billedet) skal dreje skarpt rundt om vingen på springet er det vigtigt, at jeg som hundefører forbereder hende til, at når hun har taget springet, skal hun hurtigt om på den anden side og videre. 

Kommando til næste forhindring kan ske både ved hjælp af kroppen og med stemmen. Bedste og hurtigste hund får man, hvis man fortæller hunden med sin krop, hvor man skal hen, da det forbereder hunden. Hvis man først fortæller hunden, hvor den skal hen EFTER en forhindring, får det hunden til at blive langsom og usikker. 

Benene og fødderne fortæller, hvilken løberetning man skal have efter springet. Arme og hænder hjælper hunden over den forhindring, som den er ved at tage lige nu. Dermed ved hunden, hvordan den skal sætte af og lande efter springet. 

Her er et eksempel på hunden Panik, som lige har færdiggjort slalom. Hun kigger op på min skulder og hånd, for at se, hvor vi skal hen. Min løberetning fortæller også retningen. Hvis man løber stærkt og løber i den rigtige retning, så vil hunden normalt tage springene og følge en. Hvis man blot skal løbe ligeud og ikke dreje, er det ikke nødvendigt at forberede hunden med arme og skulder, da ens løberetning fortæller, hvor man skal hen. 

Forrige Næste