Børn har en som regel en meget umiddelbar tilgang til dyr. De fleste unger synes, at dyr er fantastiske og vil dem rigtig gerne. De har en dejlig pels, de slikker på hånden og vil lege. Man kan på mange måder sige, at børn og dyr er på samme bølgelængde.
Men vi som forældre og ansvarlige voksne er nødt til at bryde ind i denne perfekte verden af venskab og forståelse, men vi skal gøre det for vores børns og vores hundes skyld. Der er nemlig nogle helt klare spilleregler, når børn og hunde skal interagere med hinanden. I dette tema vil jeg tage fat på følgende problematikker:
1. At møde en fremmed hund på gaden – hvordan hilser man korrekt?
2. Hundes soveplads – der hvor hunden har ”helle”.
3. Baby og hund – flytter hunden ud, når baby flytter ind?
4. Børn og hundetræning – en god/dårlig kombi?
5. Barnets og hundens plads i familien – respekt og samarbejde.
Mødet med en fremmed hund
Ikke alle hunde er lige trygge ved børn. Nogle hunde kan godt blive tilbageholdende hvis børn er for frembrusende og pludselige i bevægelserne. Andre hunde er fløjtende ligeglade. For at sikre sig, at barnet og hunden mødes på lige vilkår, er vi nødt til at "oversætte" barnets begejstring for hunden til hundens eget sprog. I dette afsnit vil jeg demonstrere hvordan man bør møde den fremmede hund og hvad man absolut bør undgå.
Når vi skal lære vores børn at omgås og i særdeleshed at hilse på fremmede hunde, er vi nødt til at lade vores egne skrupler stå i baggrunden. Vi hjælper ikke vores børn, hvis vores egen frygt ved dette nye møder skinner i igennem.
Som tidligere beskrevet er børn meget umiddelbare. De er ikke født med angst for hunde. Har de angst, er den tillært og denne lærdom kommer tit fra forældre eller ældre søskende.
Det er et problem, når vi lærer vores børn, at hunde er farlige. Det er meget almindeligt at have hund i dag og i hver skoleklasse vil der statistisk set være to eller tre børn, der har hund. Er det ikke synd for de unger, der gerne vil lege hjemme hos en ven, der har hund, men ikke tør? Skal vi ikke hellere tage det i opløbet og lære børnene, hvordan de gør det rigtig, fornuftigt og sikkert.
Jeg kan en lille skrækhistorie - jeg kan faktisk mange. Desværre.
Denne her udspiller sig for en del år tilbage, hvor en pige på 6 år legede hos sine legekammerater inde hos naboen. Naboen havde en stor, dejlig bamse af en hund, som børnene altid legede med. Racen udelader vi lige, men det var ikke en race, der er kendt for at have et problematisk temperament i forhold til børn.
Pigen krammer sig fast om halsen på hunden. Hun er glad for ham og vil give ham et kram. Det er det man gør, når man er 6 år og glad for nogen. Hunden reagerer ved at knurre. Men hun kender ham godt, så hun overhøre hans advarsel. Han knurrer længe, men i pigens verden, er det ikke et problem. For det første kender hun ham godt, for det andet har hun hørt forældrene sige, at en hund ikke må knurre af børn. Nu gør han noget, han i pigens logik ikke må, så hun trækker sig ikke.
Her er det så desværre, at ulykken sker. Den store, dejlige bamse siger stop. Han vil ikke have, at hun hænger ham om halsen og hun lytter ikke, når han beder hende om at stoppe. Næste skridt for bamsen er, at bide fra sig. Det gør han og rammer den lille pige så uheldigt, at hun desværre ikke overlever sin leg med bamsen, som hun kendte så godt.
Hvis nu der havde været et bredere kendskab til fornuftig omgang med hunde, deres sprog og deres signaler dengang, så tror jeg ikke, at dette var sket. Historien ender ulykkeligt på alle måder. Hvad kan vi som forældre gøre for, at dette ikke sker igen? Vi kan forberede vores børn på hundes generelle signaler, blot ved at forstå deres tegn og signaler - for hunde siger også fra og udtrykker sig, helt ligesom vi mennesker gør det.