KURV 0
LUK

Indkøbskurven er tom

kanin udenfor

Kaniner i udendørs indhegninger: Bevægelsesområder til små dyr

I naturen tilbringer små dyr, såsom kaniner, hele dagen med at udforske omgivelserne og lede efter føde: Deres hurtige stofskifte kræver, at dyrene næsten hele tiden skal tygge på noget. Det betyder, at kaniner, som kun lever i et bur i en lejlighed, ikke kan bruge deres naturlige bevægelsestrang og nysgerrighed. Hvis du har mulighed for det, så lav en udendørs indhegning til dine kaniner, så de kan bevæge sig og blive inspireret af omgivelserne.


Indhold


Hvordan ser den perfekte, udendørs indhegning til kaniner ud?

En udendørs indhegning til kaniner består hovedsageligt af to elementer: En beskyttende hytte og et kaninsikkert hegn. Hytten skal være indrettet således, at kaninen til enhver tid kan gå ind i den, når den har lyst. Et vandfast tag er vigtigt, så hytten beskytter kaninen mod regn. Hytten må ikke placeres direkte på jorden men et stykke over jorden. Tilføj en rampe, så kaninerne kan gå ind i hytten.

Den udendørs indhegning skal tilbyde tilstrækkelig plads til, at kaninerne kan hoppe og strække sig: 6 kvadratmeter er minimumsstørrelsen til et kaninpar, og for hvert yderligere dyr i indhegningen skal størrelsen øges med mindst 20 %. Du kan bruge et bur som base (mindst 150 x 60 x 50 cm), som skal være åbent hele tiden. Sand og græs er gode underlag i indhegningen, for her kan dyrene grave og bevæge sig på et blødt underlag. Stenbelægninger eller fliser er ikke egnede til de bløde kaninpoter.

Sørg for, at indhegningen ikke befinder sig i direkte sollys hele dagen. Kaninerne skal til enhver tid have mulighed for at finde en plads i skyggen, som er stor nok til, at alle dyrene kan være der. Du skal også sørge for masser af legemuligheder. Kaniner kan godt lide tunneller, ramper, vipper og rør af naturmaterialer, og disse elementer sørger for afveksling i indhegningen.

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg holder kaniner udendørs?

Hvis du selv bygger en udendørs indhegning til dine kaniner, kan du sørge for optimal sikkerhed i indhegningen, allerede når du vælger materialer og placering.

Vær opmærksom på følgende:
  • Beskyttelse mod vind og vejr: Sørg for, at to sider af din udendørs indhegning, hvor regn og blæst er værst, er beskyttet.
  • Gitter: Gitteret skal være kaninsikkert. Punktsvejset, forzinket voliere net kan fås som metervare. Sørg for en tilstrækkelig trådstyrke. Gitteret eller metaltrådnettet skal kunne modstå beboernes gnaverbid, og det skal monteres på en stabil og robust måde, så katte, hunde eller mårer ikke kan bryde ind i indhegningen udefra. 2 centimeters afstand mellem gitter- eller nettrådene er perfekt. På trods af navnet er såkaldt kaningitter ikke egnet som et permanent hegn: Dette materiale er som regel for tyndt, og netstrukturen gør, at kaninerne hurtigt får det gnavet over.
  • Sikring fra oven: Hvis det er muligt, skal du også sikre indhegningen ovenfra med et gitter eller i det mindste med et udspændt fjerkræsnet, så rovfugle ikke kan få fat i dine kaniner.
  • Afgrænsning nedad: Kaniner elsker at grave, og de kan grave sig ud under et hegn på ingen tid. For at undgå dette kan du grave et kaningitter et par centimeter ned i jorden, inden du bygger indhegningen ovenpå, og du kan også grave sidegitteret lidt ned i jorden eller lægge sten langs med gitterets underkant for at gøre det sværere for dyrene at grave på disse steder.
  • Ufarligt område: Kaninerne skal kunne bevæge sig rundt i indhegningen på sikker vis. Sørg for, at dyrene ikke kan støde på underjordiske slanger eller ledninger, når de graver, og at ingen planter, der er farlige for kaniner, vokser inden for deres rækkevidde.
  • Sikker placering: Af sikkerhedsmæssige grunde i forhold til dyrene skal kaninindhegningen – hvis det er muligt – befinde sig et sted, hvor du altid kan se den (f.eks. fra et vindue), men helst et sted, hvor man ikke kan se den direkte fra vejen, så det ikke er tydeligt for forbipasserende mennesker eller hunde, at der bor kaniner i haven.

Når kaninerne – for eksempel ved anskaffelse af nye kaniner eller efter en flytning – skal flytte ind i den udendørs indhegning for første gang, er det vigtigt, at dette sker i frostfrit vejr og helst i foråret eller om sommeren. Du skal give dyrene noget friskt græs og nogle friske urter forud for flytningen for at vænne dem til at spise friskt foder fra græsplænen.

kanin udenfor

Hvordan kan jeg isolere kaninhuset?

Hvis kaninhuset i den udendørs indhegning ikke kun skal bruges om sommeren, men dyrene skal bo udenfor hele året rundt, skal huset være tilstrækkeligt beskyttet mod vind og kulde. Læg et dobbelt gulv i kaninstalden. Læg noget isoleringsmateriale, såsom en styroporplade, ind imellem de to bundplader. Pas på: Kaninerne må ikke have adgang til materialet. Øverst i hytten skal ventilationsåbninger sørger for et behageligt klima. En uhindret luftcirkulation er vigtig for at forhindre dannelse af kondensvand.

Vigtigt: Væn dyrene til at være i den udendørs indhegning i løbet af den varme årstid – under ingen omstændigheder i efteråret og slet ikke om vinteren.

Hvordan reagerer kaniner på varme om sommeren?

I naturen er vilde kaniner aktive i skumringen og undgår at opholde sig i direkte sol. Kaniner kan ikke svede, og de har svært ved at afgive varme gennem deres pels. Ørerne spiller en vigtig rolle i forhold til regulering af kropstemperaturen. Kaniner kan altså ikke så godt lide varme, og derfor skal de altid have mulighed for at finde skygge et sted i indhegningen. Et soltag eller et lille solsejl kan skabe skygge, og almindelige solparasoller er velegnede som mobile skyggesteder.

Huler lavet af sten eller træ er også meget populære gemmesteder, når det er varmt. Du kan også hjælpe kaninerne med at køle af gennem korrekt kost: Servér frisk, vandholdig frugt og grønt sammen med det sædvanlige råfoder. Det er dog vigtigt, at kaninerne først får dette foder om aftenen, ikke om formiddagen. Eftersom dyrene ikke bevæger sig så meget, når det er varmt, går deres fordøjelse også langsommere, og dette kan føre til stofskifteproblemer, hvis frugt og grønt begynder at gære i maven. Gulerødder, agurker og broccoli er velegnede grøntsager efter en varm dag. Herudover skal kaninerne have adgang til friskt vand hele dagen. Fyld madskålene op oftere.


Lyst til at vide mere?

Kaniner

Sådan leger du med din kanin eller gnaver

Kanin der spiser

Fodring af kanin - det skal du vide

kanin

Sådan holder du kanin - det gode kaninliv

kaninhop

Kaninhop og andre sjove lege for kaniner